CHRISTOFFER OG NISSEPIGEN
CHRISTOFFER OG NISSEPIGEN
- Af pigerne C…. og B….. 16 år
Nu vil jeg fortælle en historie. En historie om en 14-årig dreng, der hadede julen overalt på jorden, men samtidig ville gøre alt, for hende han elskede. Det hele startede sidste år, en kold og snefuld morgen:
Christoffer vågnede med et sæt ved lyden af sit vækkeur. Han slukkede det irriteret og krøb igen sammen under den varme dyne. Han havde kun lige nået af lukke øjnene, da hans mor syngende åbnede døren.
"Glade jul...dejlige jul...engle daler ned i skjul" ,skrålede hun i et skingert lejde, "Så det op Christoffer. Det er 1. december, en dejlig morgen."
Han trak dynen op over hovedet og stønnede. Følte hvordan irritationen væltede ind over ham med trefoldig styrke og lukkede øjnene.
Skoledagen var ulidelig at tænke på. Første december skulle traditionen tro afholdes i skolens aula hvor rektor først ville prise julen og derefter dele "dejlig er jorden ud" så de kunne "byde julen velkommen" med en fællessang. Bagefter skulle de klippe julepynt. AD! Han hadede julepynt og han hadede julen. Lige nu hadede han endda sin mor for at synge så skingre, glade sange.
Det kunne være nok. Det skulle være nok. Aldrig mere ville han lade sig styre af julen og klippe julehjerter i skolens aula.
I dag ville han pjække. Men hvor skulle han tage hen? Ned til søen!
Han tog hurtigt noget varmt tøj på, greb en af sin mors hjemmebagte boller og løb ned til cyklen, inden moderen nåede at synge flere åndssvage julesange. Kulden rev i hans kinder, da han på trods af de glatte veje, stormede af sted. Han smed sin cykel i sneen, og gik hen til kanten af søen, som var dækket af et tykt lag is. Han trådte forsigtigt ud på isen, og det knagede lidt. Ville den kunne holde? Christoffer var ligeglad. Beslutsomt tog han endnu et skridt og et til. Det begyndte at sne, da han opdagede, at han stod midt ude på søen. Han stod stille lidt, mens han nød stilheden. Ingen julesange, ingen irriterende mor, ingenting. I det samme blev stilheden afbrudt af en høj knirkende lyd. Det kom fra isen. Han så sig hurtigt omkring, for at finde lydens årsag, da han fik øje på en ganske ung pige.. Han kunne ikke lade være med at blive ved med at kigge på hende, for hun var utrolig smuk. Hun så ud til at være omkring tretten år. Hendes lyse hår hang i to fletninger ned på hver side under den røde nissehue. Han stønnede. Ikke igen, ikke julepjat, ikke nissehuer. Det var ligesom pigerne i hans klasse, også de begyndte allerede i november at gå med nissehuer. Men selvom han havde lyst, kunne han ikke få øjnene fra hende. Hendes blå øjne lyste i kulden, det var som om han kunne se hele vinterlandskabet spejle sig i dem.
Han havde aldrig i sit liv set noget så smukt. Vidste ikke hvad der fik ham til at gøre som han gjorde, at sætte i løb henover den usikre is. Den knagede og bragede, men han var ligeglad. Han måtte tale med pigen, noget i ham bød ham at knuge hende ind til sig og aldrig mere give slip.
- Hvad hedder du? Spurgte han da han nåede helt hen til hende.
- Nova. Svarede hun med et lille smil.
- Du er virkelig flot. Stammede han, men hvorfor har du sådan en grim hue på?
- Synes du at den er grim? Hun så bedrøvet på ham, så han skyndte sig at sige: - Men det er lige meget. Jeg kan lide dig alligevel. Ja, faktisk, så tror jeg, at jeg elsker dig.
Hun smilede igen, mens hun hviskede: - Jeg er en nisse.
Hvad? Han kunne ikke tro det. Var hans livs kærlighed en nisse? Den arrige følelse han havde følt lige fra morgenstunden, skyllede op i ham igen. Han kiggede på hendes kønne ansigt, med den lysende hue, mens han prøvede at forstå ordenes betydning. Han hadede julen. Hvordan kunne han så elske en nisse? Christoffer følte et stik i sit hjerte, som havde hun taget et stykke af isen de stod på, og boret det ind i ham. Men han vidste, at det ikke var tilfældet, for det kunne denne så fantastiske skabning slet ikke finde på. Hun stod bare med sine store øjne, og betragtede ham.
- Hvorfor siger du ikke noget?
Han kunne se på hende, at det sårede hende at han var blevet så stille da hun havde fortalt ham sin sande identitet. Derfor blev han nødt til at tage sig sammen. Idet han ignorerede den isnende kulde ordet nisse havde frembragt i hans indre, lod han i stedet den brændende forelskelse tage over, og sagde:
- Jeg...jeg har bare et problem. Du må ikke blive såret, men jeg hader julen, nisser, ris'a'la'mande og alt andet der har med julen at gøre. Jeg synes det er så latterligt. Men nu hvor jeg står foran dig er det som om du har smeltet mit hjertes had med din røde hue og dit smukke smil. Jeg føler at med dig kan jeg elske julen.
I det han sagde ordene, vidste han at de var sande. Vidste at den pludselige forelskelse i nissepigen havde reddet ham fra julehadet og på samme tid gjort ham ør af forelskelsens lykkerus.
Og nissepigen smilede fra sit hjertes inderste, thi hun vidste at hun på en gang havde fundet en at dele sit hjerte med, og samtidig havde fuldført den mission julemanden, havde givet hende: At få Christoffer til at elske julen.
Se det var en rigtig julehistorie, og endda med stjernedrys af kærlighed!
