EKSKLUSIVT INTERVIEW MED FORHENVÆRENDE CHEFPOLITIINSPEKTØR PER LARSEN
- Kunne ikke ønske mig noget bedre. Har aldrig været ked at gå på arbejde. Hver dag har været ud udfordring og spændende.
”Festen” har virkelig været fed! Per Larsen
Børnepanelet har haft besøg af forhenværende chefpolitiinspektør Per Larsen. Egentlig gik Per på pension i januar, men overborgmesteren havde spurgt ham, om han ville bestride et nyt job på Rådhuset i København som konsulent for ”Sikker By Projektet”. Dette kunne han ikke sige ”nej” til, for det var/er ”kun” et 10 timers job om ugen og kunne godt forliges med privatlivet og ønsket om at få mere tid til sig selv og slappe af efter mange givtige år inden for politiet. Så sit fag har han endnu ikke sluppet helt.
Vi interviewede Per Larsen i forbindelse med temaet ”Uddannelse & drømmejobs”. At være en af de ”øverste” i politiet, må da være en drøm?? Dette og meget andet ville vi finde ud af. Så det var rigtig flot,at Per ville tage sig tid til at komme herud på Albertslund Bibliotek, for at blive interviewet.
Per er født i 1945, bor i København, er gift og har to børn.
- HVAD VILLE DU VÆRE SOM BARN?
- Det ved jeg faktisk ikke. Jeg var jo barn i efterkrigens tid (2. Verdenskrig, red.), og dengang var det vigtigt, at man fik en læreplads, fordi der ikke var så mange muligheder.
- Jeg har haft en pragtfuld opvækst,
hvor man lærte
at være social og tolerant.
- HVOR ER DU OPVOKSET?
- Jeg er vokset op i Sydhavnen og flyttede først derfra, da jeg blev gift. Det var et arbejderkvarter, hvor der var mange børn og det var samtidig et driftigt kvarter. Jeg har haft en pragtfuld opvækst, hvor man lærte at være social og tolerant. Mange år derefter var Sydhavnen et sølvbryllupskvarter, men i dag er børnefamilierne ved at vende tilbage. Man kan vist sige, at jeg er en københavner med stort K.
- HVILKEN UDDANNELSE HAR DU OG HAR DU LAVET NOGET FØR, DU KAN IND I POLITIET?
- Jeg har realeksamen og derefter tog jeg en handelsuddannelse. Herefter læste jeg til merkonom i regnskab og erhvervsret. Desuden har jeg en politilederuddannelse og har læst på FBI-akademiet i USA i en periode.
Jeg var handelselev i Hempel i 3 år og min soldatertid var i Livgarden. Derefter fandt jeg ud af, at jeg fremover ville arbejde med mennesker og søgte derfor ind for politiet.
- HVORDAN BLIVER MAN POLITIBETJENT, HVAD KRÆVER DET OG HVOR LANG TID TAGER UDDANNELSEN?
- Man kan søge ind, fra man er 21 år. Man skal have en vis modenhed, gerne erhvervserfaring, have almen viden, gode skolekundskaber, kendskab til fremmedsprog og kunne mestre det danske sprog. Man skal have et godt helbred. Højden for kvinder er minimum 164 cm. og for mændenes vedkommende minimum 172 cm. Der kræves kørekort til personbil. Uddannelsen tager omtrent 4 år og foregår således: Ca. 9 måneder på politiskolen – ca. 18 måneder i praktik på en politistation – igen ca. 9 måneder på politiskolen og ca. 7 måneder i beredskabstjenesten.
- HVORDAN BLIVER MAN HEMMELIG AGENT?
- Efterretningstjenesten rekrutterer personer fra politiets stab. En agent skal selvfølgelig være til at stole på, eftersom man arbejder hemmeligt og modtager kilder, man skal bruge til efterforskning. Man kan rekruttere civile, og dette sker ved en domstolskendelse, da der er streng kontrol og retssikkerhed ved at arbejde i efterretningstjenesten.
- HVAD KRÆVER DET AT BLIVE DETEKTIV OG OPRETTE SIT EGET BUREAU?
- Det kræver ikke ret meget at blive detektiv. Detektiver bruges primært til at finde frem til personer, der snyder firmaer eller til at gå i dybden med synderen ved et ægteskabsbrud. Måske er en detektiv, en person, der inderst inde drømmer om at blive politibetjent?
- KAN MAN SOM DANSKER BLIVE FBI-AGENT I AMERIKA?
- Nej, der skal man være amerikansk statsborger.
- HVAD ER/VAR DET MEST SPÆNDENDE VED JOBBET SOM CHEFPOLITIINSPEKTØR?
- Jobbet har været meget spændende fra første dag. Det er svært at fremhæve noget, men jeg kan dog nævne nogle højdepunkter; Klimakonferencen, hvor jeg skulle holde styr på hele politistyrken - rydningen af Ungdomshuset - problemerne med hashhandlen i Pusherstreet - afsløringen af Blekingebanden og alle ”småsagerne” fx de tyveknægte der hver dag er blevet pågrebet. Det har virkelig været en lang hale af fantastiske sager.
Jeg har engang mødt Obama i forbindelse med en olympisk konference. Det var en fed oplevelse og så har jeg i embedes medfør rejst verden rundt, fx til Egypten og Saudi Arabien.
- I princippet har det ikke været noget
kedeligt i mit arbejde …..
optøjerne ved Ungdomshuset var
knald hårdt,
nok mest fordi vi arbejdede 20 timer i
døgnet.
- HVAD HAR VÆRET DET HÅRDESTE OG KEDELIGSTE?
- I princippet har der ikke været noget kedeligt i mit arbejde nogen sinde. Man kan måske sige det på den måde, at optøjerne ved Ungdomshuset var knald hårdt, nok mest fordi vi arbejdede 20 timer i døgnet. I nogle sager kræves der tålmodighed, inden en person går i fælden; det kan måske opfattes lidt kedeligt.
- HAR DU HAFT NOGLE SJOVE OG PUDSIGE OPLEVELSER?
- Det hele! Det er lysten, der driver værket. Faktisk kan man næsten få det morsomste ud af en hvilken som helt situation.
- HAR DU VÆRET UDSAT FOR TRUSLER?
- Ikke sådan rigtigt, men en gang jeg kørte på cykel gennem Valby Parken, var der to drenge, der råbte ”Pansersvin” efter mig!
- HAR DU MØDT DE KONGELIGE!
- Ja, jeg har mødt dem alle, og det er en rigtig sød familie.
- …. Jobbet gjorde, at der ofte var bud fra
medier og TV
efter min mening og holdning, men
det gav samtidig goodwill for politiet.
Mine børn og kone har taget det meget
afslappet…
- HVORDAN HAR DET VÆRET, AT VÆRE SÅ MEGET PÅ TV, OG HVORDAN HAR DINE BØRN HAFT DET MED, AT HAVE EN BERØMT FAR?
- Det har altid været spændende og jobbet gjorde, at der ofte var bud fra medier og TV efter min mening og holdning, men det gav samtidig goodwill for politiet.
Mine børn og min kone har taget det meget afslappet. Familien er jo ikke en del af arbejdet. Der satte jeg en grænse og det har pressen altid accepteret.
- HVORFOR STOPPEDE DU SOM CHEFPOLITIINSPEKTØR?
- Jeg blev 65 år og dermed folkepensionist. Jeg skyldte også familien nærvær – det trak! Desuden var jeg blevet opereret og dette havde sat mit liv i perspektiv. Havde været 43 år i politiet, men ”festen har virkelig været fed!”
- HVIS DU SKULLE LAVE DIT LIV OM, VILLE DU SÅ VÆLGE DET SAMME JOB I DAG?
- Ja, helt sikkert! Kunne ikke ønske mig noget bedre. Har aldrig været ked af at gå på arbejde. Hver dag har været en udfordring og spændende.
- ER DET (OGSÅ) ET DRØMMEJOB, DU HAR FÅET NU? ARBEJDER DU ”UDE I MARKEN” ELLER SIDDER DU PÅ ET KONTOR PÅ KØBENHAVNS RÅDHUS?
- Ja, det er jo fedt, at jeg stadig kan have en ”finger med i spillet”. Jobbet er kun på 10 timer om ugen, men her i starten holder timetallet dog ikke. Jobbet indgår i ”Sikker by projektet” i Københavns Kommune og er en del af det kriminalpræventive arbejde.
Jeg sidder mest på kontoret. Her afholdes diverse møder, kontakter indfries, politiet skal informeres osv. Og når jeg er ude, er det bl.a. pga. hærgen af bander ude i beboelseskvartererne, på gader og stræder m.m.
- HVORDAN VIL DU BESKRIVE EN BANDE OG HVORDAN OPLØSER MAN EN BANDE?
- En bande består af en gruppe personer, hvor der er et heraki/hakkeorden med en fast struktur. Deres ”dagsorden” er hård kriminalitet over for andre og de har en dårlig og utryghedsskabende adfærd. Typisk er de rockere, men det kan fx også være en gruppe drenge/mænd med anden etnisk baggrund.
En bande kan opløses på flere måder, fx ved en fængselsdom, hvis de har udøvet vold eller kriminalitet. Man kan også prøve ved forebyggende socialt arbejde, via SSP, at få nogle af dem ud af gruppen, men det kan være svært.
- MENER DU, AT DEN KRIMINELLE LAVALDER PÅ 15 ÅR, ER OK?
- Ja! Det er noget pjat at nedsætte den. Det vil ikke have nogen effekt.
- BØR MAN STRAFFE UNGE KRIMINELLE (UNDER 18 ÅR) MED FÆNGSEL ELLER PÅ EN ”BLIDERE” MØDE?
- Det kommer lidt an på hvor slem forbrydelsen har været. Man kan jo sige, at fængselsstraf er samfundets hævn. Vi har ikke rigtig noget at sætte i stedet for fængsel og der skal jo være en konsekvens. Men det er bestemt ikke optimalt.
- Jeg tror ikke, man bliver født til at
være kriminel.
Det er omgivelsernes skyld
eller på grund af manglende omsorg.
- HVORFOR ER DER NOGEN, DER BLIVER KRIMINELLE?
- Jeg tror ikke, det er noget man bliver født til at være. Det er omgivelsernes skyld eller på grund af manglende omsorg.
- KUNNE DU FORESTILLE DIG, AT DER BLEV ANSAT PÆDAGOGER I FÆNGSLERNE OG VED POLITIET?
- Ja, det kunne jeg godt, på en eller anden led. Men vi har jo SSP, hvor politiet deltager. Her samarbejdes på flere led bl.a. med pædagoger, som vi arbejder tæt sammen med og udnytter hinandens kompetencer. Et sådant bredt samarbejde kan være med til at forebygge kriminalitet eller hjælpe de unge ud af det.
- TROR DU, AT MAN KAN LAVE ET PERFEKT SAMFUND, HVOR INGEN ER KRIMINELLE?
- Nej, det tror jeg ikke på. Det er en romantisk drøm. Målet er politisk. Der er alt for mange nuancer, så man må dæmpe de værste kriminelle tendenser.
- HVILKET LAND/BY ER DEN MEST KRIMINELLE HER I VERDEN?
- Det er Sydafrika. De har en kæmpe opgave her til den kommende Olympiade, for at få styr på kriminaliteten. Men samtidig har de fået en meget stor chance for at få landet lidt mere på fode ved sådan en begivenhed. Og af byer, der har megen kriminalitet, er det Rio i Brasilien.
- ER KØBENHAVN EN FREDELIGERE BY I FORHOLD TIL ANDRE STORBYER?
- Ja helt bestemt. Det er en myte, at der er farligt at opholde sig i byen. Når vi ser på statistikken for kriminalitet i København, er den lav i forhold til andre storbyer. Så der er virkelig en meget lille risiko for at opleve kriminalitet, når man er derinde.
- … tænke sig hvor mange muligheder
I unge har. I har en bedre
platform i dag.
Jeg har dyb respekt for jer….
- HVORDAN MENER DU, DET ER AT VÆRE UNG I DAG I FORHOLD TIL DENGANG DU VAR UNG?
- Det er blevet sværere og der er en kæmpe forskel. Men jeg kan godt være lidt misundelig. Tænke sig hvor mange muligheder de/I unge har. I har en bedre platform i dag. Jeg har dyb respekt for jer. Det er dejligt, at I er så diskussionslystne og vil have forklaring på alt. Men nogle voksne kan desværre godt være lidt for hurtige til at generalisere, men sådan har det nok altid været.
- HVIS DU FIK EN STOR POSE PENGE OG DEN ER/VAR ØREMÆRKET TIL BØRN/UNGE, HVAD VILLE DU SÅ BRUGE PENGENE TIL?
- Jeg ville forstærke den brede sociale indsats, bl.a. ved at sætte power på gadeplansarbejde og på klubber. Og jeg ville tage fat i de unge drenge, der har svært ved at få job, så man kan give løntilskud - for at få dem ud i arbejde.
Det har været alle tiders at møde Per Larsen og få svar på alle vores mere eller mindre svære spørgsmål. Det har været spændende at høre om hans gamle arbejde, og hvor glad han har været for det. Vi synes, han har gjort sit til, at få politiet til at stå i et godt lys. De er jo til for os!!!
Per Larsen fremstod som en rigtig sympatisk, rar og begavet mand og det er også sådan, vi synes, han har virket, når vi har set ham på TV.
Vi ønsker ham fortsat held og lykke med arbejdet som konsulent i ”Sikker by Projektet” og
takker Per, fordi han tog tid til at møde Børnepanelet her ude på Vestegnen.
Links:
Hvis du vil vide mere om hvordan man bliver politibetjent, så tjek lige her: