GLADE JUL, DEJLIGE JUL.....
Af Kamma Ring Buttenschön 13 år, Børnepanelet
Hvis børnene i verden havde vidst hvad de kunne risikere, havde de aldrig åbnet deres julegaver det år.
Pigens øjne strålede, da julemanden løftede hende, op på sit skød.
”Nåh, min lille ven, Hvad ønsker du dig til jul i år?”
Pigen kiggede rundt i det amerikanske storcenter. Hun glædede sig helt vildt til den 25. december.
Der skulle hun have sine gaver. Og julemanden ville komme om natten med dem.
Pigen kiggede op på ham, som om hun havde gennemskuet ham.
Julemanden sendte hende et stort smil. Hun kunne mærke hans mave hoppe, da han grinede over pigens store øjne.
” Ho Ho Ho, glædelig Jul.”
Alf vågnede ved lyden af skridt. Hans tanker havde været i drømmeland, da han pludselig vågnede. Han havde hørt nogen snige sig ind i julemandens værksted.
Han puffede til Kogle, som lå og prustede, ved siden af ham. Kogle vågnede med et sæt. Hans øjne var store som julekugler. Som om han havde set sig selv dø i drømme.
”Stille Kogle. Jeg tror, jeg hørte noget.”
Kogle satte sig op og lyttede. Værkstedet lå øde hen. Rullebåndene med gaver på, kørte lydløst, så det lignede gaverne var levende. Kanen stod over i hjørnet, fyldt med gaver i alle regnbuens farver.
En lille legetøjshundehvalp tøffede rundt på gulvet foran indgangen til gavelageret.
Alf fulgte den med øjnene. Dens lille hale logrede på liv og løs, og engang imellem udstødte den et lille ”Vuf”.
” Vuf Vuf, Vuf, Vov.....Kraaash!”
En stor støvle smadrede hunden. Dens mekaniske tunge hang slapt ud af dens mund. Bortset fra skridtene fra den mystiske skikkelse, var der igen stille som i graven. Personen havde en stor, sort kappe over hovedet. Han listede videre over til kanen med alle gaverne i. Alf og Kogle sneg sig nærmere. Hvorfor var det lige dem der havde fået opgaven, med at passe på alle julegaverne denne juleaften? Alf vidste jo godt det var nødvendigt, at nogen gjorde det. Det ville jo være forfærdeligt, hvis nogen stjal alle gaverne, eller endnu værre, hvis nogen byttede nogen af gaverne ud med noget andet.
Men hvorfor lige ham og Kogle? Kogle var jo dum som en dør, og troede han kunne klare hele verden, mens Alf en mere forsigtig nisse, som ikke kunne gøre en snemand fortræd.
Manden nåede helt hen til kanen. Personen kiggede sig rundt. Hans sorte kappe blandede sig med skyggerne, så det var svært for Alf at bedømme præcis hvor han var.
”Nu går jeg hen og lærer den person, at han ikke kan stille noget op imod Kogle”
Kogle sagde det lige højt nok til at skyggen kunne høre det. Den stoppede brat op, og lyttede. Den rettede blikket stift lige mod det sted Alf og Kogle sad. Som om den kunne se dem igennem den kasse, de gemte sig bag. Sveden løb ned af Alfs pande. Han kunne høre sit eget hjerte slå så højt, at det lød som om der var jordskælv inde i ham.
Når Kogles ært af en hjerne, havde bestemt sig for noget, kunne det ikke laves om. Alf prøvede forgæves at få Kogle til at glemme hans dumdristige plan, men intet hjalp det.
Kogle sprang frem med hænderne knyttet mod den fremmede. Alf kiggede forsigtigt op over kassen. Han syntes, han kunne ane et smil på læberne, under mandens hætte.
”Nu skal du få din usle skurk. Jeg drææb…”
Så langt nåede Kogle inden den fremmede trak sin tykke hånd frem fra kutten og forvandlede Kogle til en isskulptur. Langsomt. Isen startede nede ved fødderne. Som om det sprang ud gennem huden. Kogle vred sig i smerte. Den anden lo en ond, stille latter.
Isen bevægede sig op over knæene. Videre op over brystet. Da isen overfaldt Kogles ansigt, sprang det store pres indefra, hans næse af. Det sprøjtede ud med blod. Til sidst stod der en blodrød, istap, der engang havde været nissen Kogle.
Igen blev der helt stille i det store rum, som plejede at være fyldt med nisse stemmer, op til jul.
Manden under kappen, kiggede rundt. Hans blik stoppede ved kassen, Alf sad bag. Alf sad musestille. Det minut han sad der som en istap, føltes som flere timer. Han holdt vejret, så godt han nu kunne, mens han mærkede den andens blik i ryggen. Alf kunne smage angsten. Den smagte som blod, da Alf havde bidt sine læber i stykker, for at holde vejret. Endelig, kiggede skikkelsen, hen mod Julemandens kane. Alf, åndede lettet op. Den fremmede troede sig igen alene.
Skikkelsen tog en gave op fra kanen. Han åbnede den langsomt og forsigtigt. Da den var åbnet, hældte han gavens indhold ud på det kolde stengulv. Derefter trak han ud fra den mørke kappe, En lille grøn flaske. Den var gennemsigtig, så man kunne se flaskens indhold. Det var helt rødt og boblende. Han lagde forsigtigt flasken ned i pakken, skyndte sig at pakke den fint ind igen, og smed den så gaven ned i kanen, der var fyldt til randen med andre gaver.
Alf gispede. Det forfærdelige var sket. En fremmed havde byttet en gave om. Og ikke en almindelig fremmed. En ond fremmed. Var det røde væske gift? Dødbringende gift?
Alf nåede slet ikke at tænke. Han sprang frem for sit skjulested. Og spænede frem mod den anden.
Skikkelsen stod ligeså stille som før. Han virkede ikke den mindste smule bange. Alf løb videre. Hans åndedræt blev hurtigere og hurtigere. Den anden mærkede sig stadig ikke ved, at der kom en fjende løbene direkte imod ham. Alf ænsede ingen ting. Kun den onde. Han ville bare dræbe ham. Da der var tre meter mellem Alf og den fremmede, hev den fremmede sin hånd frem for kappen og pegede den mod Alf. Alf stivnede. Skikkelsen grinede sin onde latter endnu engang.
”Stakkels naive nisser. I tror, at I kan klare mig, men der tager I fejl!”
Den fremmedes stemme skar som is ind i Alfs trommehinder. Det løb ham koldt ned af ryggen. Kendte Alf stemmen?
”Nu slår jeg dig ihjel Alf. Dit liv ender her. Dine minutter som nisse er talte. Men jeg er barmhjertig. Jeg lader dig stille et sidste spørgsmål, inden du dør.”
Hvordan kunne han kende mit navn? Jeg kendte ham jo slet ikke, tænkte Alf. Eller gør jeg?
”Lad mig i det mindste få at vide hvem du er? Hvordan kan du kende mit navn?”
” Det bliver så dit sidste spørgsmål, som du skal få svar på nu.”
Den anden trak langsomt sin kappe af. Det var så forkert det syn, Alf fik at se. Hvordan kunne verdens sødeste person være ond? Hvordan kunne julemanden være ond? Den store runde, tykke mand, med sit lange, hvide skæg, og sin røde dragt. Og allervigtigst, sit store, varme smil. Hvis Alf ikke havde set, det var julemanden med sine egne øjne, havde han ikke troet det.
”Der blev du overrasket, var Alf? Du tænker sikkert hvorfor lige julemanden. Men det skal jeg sige dig.
Julemanden åbnede munden, og smilede et smil, der aldrig ville nå helt op til hans øjne.
”Da jeg var en ung nisse som dig, var de andre nisser efter mig. De mobbede mig, fordi jeg var den svageste. En dag I min frokostpause, kom de hen til mig. Den stærkeste holdt min mund åben, mens en anden holdt mine arme. Den tredje tog en flaske frem, med rødt og boblende indhold, og fik mig til at drikke det. Jeg besvimede. Da jeg vågnede igen, var jeg forandret. Min pæne lille nisse mave, var blevet stor og fed. Min røde dragt, havde jeg stadig, men flere steder var den lige ved at revne, på grund af min kæmpe fede krop. Jeg havde fået langt hvidt skæg, og langt hvidt hår, der hele tiden var i vejen, og blev filtret ind i mad og andet. Jeg lignede en fed, gammel, klam mand, der var omkring de 75. Min rigtige alder var kun 15. Jeg var en ung, fanget i en gammel mands krop.
Julemanden stoppede sin historie. Han vendte hovedet væk fra Alf, men Alf nåede lige at se, julemanden fælde en tåre.
”Men hvorfor gør du det samme ved andre børn, som dine mobbere gjorde mod dig?”
Det hang jo ikke sammen. At julemanden ikke selv var meget bedre end sine mobbere.
”Det skal jeg fortælle dig, usle nisse. Alle børn og unge i verden skal lide, ligesom jeg led. De skal alle forvandles til tykke gamle mænd, som jeg blev det. Også, vil vi til sidst, dræbe alle nisser og invadere hele verden.”
Julemanden grinede en ond latter.
Alf måtte tænke hurtigt. Hans hjerte bankede så hurtigt, at det lød som et tog der kørte 200 km i timen.
”Du er ikke meget bedre selv. Julemanden burde kunne kende forskel på rigtigt og forkert. Det du gør nu er forkert. Du vil hævne dig, og mobbe børn i verden sådan som dine mobbere gjorde ved dig. Måske julemand, er du ikke andet end en stor, ond, gammel mand!”
Pludselig var det som om at julemanden forandrede sig. Han stod bomstille, som om, at det Alf havde sagt vækkede ham. Var der håb?
”Usle naive nisse. Tror du virkelig, du kan besejre julemanden med en dum tale?”
Julemanden sprang frem imod Alf. Lammelsen Alf havde været i, forsvandt brat. Han nåede lige væk, inden julemanden ville have knust ham, med sin vægt. Alf flygtede ind i mellem rullebåndene med halvfærdige gaver på. Julemanden var lige efter ham. Han halede ind på Alf. Alf spænede af sted. Hans hjertes puls matchede nu hans fart. Pludselig stoppede julemanden op. Han løftede hånden sådan som han havde gjort mod Kogle. Alfs liv hang i en tynd tråd. Han måtte gøre noget inden hans sidste sekunder løb ud. Alf kunne mærke hvordan hans ben blev tungere. Inden længe ville hans også være en istap.
Dér lige foran ham, lå Alfs redning. Alf nåede lige hen til spejlet i sidste sekund.
Bag sig kunne han se julemanden smile, sit onde smil.
Alf trak spejlet frem og holdt det op mod julemanden. Julemandens smil stivnede og forsvandt med et.
”Nej! Dumme usle nisse. Jeg vender tilba.....”
Julemandens isforbandelse sprang tilbage i hovedet på ham selv. Der, hvor julemanden havde stået, stod nu, en stor, blodrød, istap.
Alf havde overlevet. Han havde besejret julemanden. Alf sprang rundt i glæde. Han var så glad, at han helt glemte gaven. Den gave julemanden havde nået at bytte om.
Så alle børn i verden. Pas I nu godt på næste gang, I skal åbne jeres julegave.
